Du får en kort mail fra din chef: “Kan vi tale sammen i morgen?”
Ti minutter senere er du blevet fyret, har mistet boligen og står i Netto med et afvist betalingskort. I virkeligheden har du stadig et arbejde, en bolig og sandsynligvis også råd til havregryn. Det eneste, der faktisk er sket, er, at du har fået en mail.
Bekymringens særlige talent er at sige “måske” med samme tonefald som “dommen er faldet”. En ubesvaret besked bliver til et forlist venskab. Et træt blik bliver til en skilsmisse. En mærkelig lyd fra bilen bliver til personlig konkurs.
De fleste bekymringer bliver ikke til noget. Det er en elendig træfsikkerhed for noget, der taler med så stor autoritet.
Bekymring ligner ansvarlighed
Uroen kan begynde et fornuftigt sted. Måske skal en regning betales, din mor ringes op, eller et møde forberedes. Bekymring kan pege på noget, der kræver handling. Problemet opstår, når signalet bliver forvekslet med selve arbejdet.
Man tror, at man hjælper fremtiden ved at sidde og være ulykkelig i dens retning.
Bekymring og problemløsning kan ligne hinanden. Begge dele foregår gerne med panderynken og en kop kaffe, man glemmer at drikke. Forskellen er, at problemløsning har et muligt næste skridt. Bekymring producerer mest nye udgaver af det samme spørgsmål.
“Hvad hvis jeg bliver syg?” bliver til “Hvad hvis lægen overser det?” og derefter til “Hvad hvis lægen overser det, fordi jeg ikke ringede i dag?”
Til sidst løser du ikke et problem. Du gennemspiller en katastrofe, indtil gentagelsen føles som forberedelse.
En tanke med høj puls er stadig ikke en prognose
Et studie fulgte konkrete bekymringsforudsigelser hos mennesker i behandling for generaliseret angst. Her gik 91,4 procent af de registrerede bekymringer ikke i opfyldelse. Tallet er ikke en facitliste for alle mennesker, og det kan ikke fortælle dig, om netop din bekymring er grundløs. Deltagerne var en lille, klinisk gruppe.
Resultatet er alligevel et nyttigt korrektiv til den private overtro, der siger, at stærk uro må være det samme som en præcis varslingstjeneste. Hjernen kan lyde meget overbevisende uden at være særlig god til at forudsige noget.
Læs studiet om uopfyldte bekymringer.
Giv bekymringen en resultatliste
Bekymringen får ofte lov at omskrive historien. Når katastrofen udebliver, kalder den den falske alarm for rettidig omhu. Når den rammer én enkelt gang, hænger den øjeblikkeligt et diplom op på væggen.
Prøv derfor at føre et lille bekymringsregnskab:
- Formulér forudsigelsen præcist.
Skriv “Vi når ikke færgen klokken 14.20” i stedet for “Det går sikkert galt”. - Skriv, hvad du kan gøre nu.
Kør hjemmefra, ring til lægen, betal regningen eller forbered mødet. Ét konkret skridt er mere værd end 40 mentale katastrofeøvelser. - Notér udfaldet.
Nåede I færgen? Kom svaret? Var den korte sms begyndelsen på venskabets juridiske opløsning? - Tæl de falske alarmer.
Ikke for at gøre grin med dig selv, men for at give bekymringen den træfsikkerhed, den faktisk har.
Når bekymringen kræver handling
Rådet er ikke, at du skal ignorere sygdom, gæld, vold, tab eller et barn, der ikke kommer hjem. Nogle problemer er virkelige, og nogle signaler skal tages alvorligt. Er der noget konkret at gøre, så gør det. Søg hjælp, ring, skriv, flyt, aflys eller lav en plan.
Hvis bekymringen fylder så meget, at den styrer din hverdag, søvn eller livskvalitet, er den heller ikke et hyggeligt eksperiment med en pointtavle. Så kan det være relevant at tale med en læge eller psykolog.
Men når du har gjort det, der kan gøres, behøver du ikke fortsætte det mentale beredskab. Du kan ikke føre tilsyn med verdens samlede udvalg af katastrofer.
Mød problemet, når det findes
Du kan sjældent beslutte dig for aldrig at bekymre dig. Tanker dukker op uden tilladelse, og følelser kan være stærke uden at være præcise.
Du kan til gengæld holde op med at gøre bekymringen til både varsel og beredskab. Spørg: Er der en besked fra virkeligheden? Er der et næste skridt? Hvis svaret er nej, har du foreløbig kun en tanke med meget overbevisende kropssprog.
Når noget faktisk går galt, er det næsten altid mere nyttigt at møde det dér, hvor det er, end at have været elendig på forskud i tre uger.
Artiklen bygger på det andet råd i bogen Gode råd, som ingen har bedt om! I bogkapitlet får intolerance over for usikkerhed, Senecas syn på forskudt lidelse og bekymringens træfsikkerhed mere plads.